top of page

KAFS NYHEDS & RESULTAT SIDE

Forfatters billedeDavith Hegaard

German Open Championship 2016


For 30. gang skulle der kæmpes om titlerne i en af verdens største danseturneringer - GOC - i Stuttgart i Tyskland. Turneringen er et af årets højdepunkter for mange par og tilskuere. Ved denne turnering får man som tilskuer "hele pakken" fra børn til de professionelle endda med en sviptur omkring boogie, og som danser får man målt sig selv op mod verdens allerbedste dansere.

Efter superflot dans lykkedes det Pasquale Farina og Sofie Koborg at danse sig i semifinalen i Grand Slam Standard. Her dansede de op til deres bedste og blev belønnet med 2 stk. 12.pladser, 1 stk.11.plads, 1 stk. 10. plads og endelig en 9.plads i quickstep - det blev i det samlede regnskab takseret til en 12.plads, der nemt kunne være blevet til en samlet 10.plads idet de 3 par fra 10-12 alle lå indenfor 1 enkelt point!

Også i Grand Slam latin var KAF flot repræsenteret. Nikolaj Lund og Marta Kocik dansede en flot turnering og forbedrede deres resultat fra sidste år og blev en flot nr. 37-39. Blot 7 krydser fra at komme med i kvartfinalen!

Også Artem Lazarev og Amalie Stampe stillede til start i Grand Slam latin. De var opsatte på at forbedre deres resultat fra sidste år - og det gjorde de! De dansede sig flot videre til turneringens 4. runde hvor det blev til en rigtig flot 96. plads. Også i Rising Star latin fik parret et flot resultat - her blev det til en plads som nr. 55-57.

I Rising Star Standard, som er en turnering for alle par der ikke er med i Top-50 på verdensranglisten dansede Gianluca Di Melfi og Kristine Madsen sig helt frem til kvartfinalen, hvor det blev til en flot plads som nr. 24. Parret dansede naturligvis også med i Grand Slam turneringen i Standard, hvor det i 4. runde blev til en flot 57-60.plads.

Det unge par Alexander Kuriganov og Maria Louise Hougesen havde deres debut i Grand Slam sammenhæng. De dansede sig flot op gennem turneringen og klarede sig videre til 4. runde, hvor de sluttede som nr. 92. Parret deltog desuden i Rising Star turneringen hvor det blev til en flot 49.plads (3. runde).

Ynglingeparret Kevin Hegaard og Filippa Bisgaard var af Danmarks Sportsdanserforbund udtaget til at danse standard på det danske hold til teammatchen. Traditionelt klarer Danmark sig desværre ikke særlig godt i denne teammatch, men i år skulle det vise sig at være anderledes. Det danske hold kæmpede sig til en sensationel 2.plads kun overgået af russerne.

Derudover deltog Kevin og Filippa også i de individuelle turneringer, hvor det blev til en 73. plads i 10-dans, en 115-117.plads i standard og en 182-183. plads i latin.

Vi ønsker stort tillykke til alle vore dygtige dansere.


0 visninger0 kommentarer
bottom of page